rationalitets-illusionen

eller:

hvorfor overbevisning og evne til at argumentere sjældent følges ad

Kender du det?

Du er helt overbevist om, at du ved, hvad du mener om et bestemt emne. Og du er også 100 procent sikker på, at du også vil kunne argumentere for, hvorfor du mener, som du mener, hvis nogen skulle spørge. Jo stærkere din overbevisning er, jo mere sikker bliver du endda på, at du også har denne evne til at forsvare dine synspunkter.

Sådan tror jeg faktisk, det fleste af os har det. I hvert fald indtil vi bliver spurgt. For når vi rent faktisk bliver bedt om at redegøre for vores holdninger, så er det ofte som om, vi ikke lige kan finde alle de gode argumenter, som vi bare ved, vi havde parat.

Årsagen til at vi ind imellem har denne fornemmelse, behøver intet at have at gøre med glemsomhed. Det skyldes tværtimod en simpel mekanisme, som resulterer i dette paradoks: at hvor overbevist man er om en bestemt holdning, og om at man også vil være i stand til at argumentere for den, jo større forskel vil der være mellem denne overbevisning og ens reelle evne til at forsvare sit standpunkt!

illusionen om vores egen rationalitet

Der er kort sagt ingen sammenhæng mellem, hvor overbevist man er om, at man ville kunne argumentere for sin sag, og hvor god man rent faktisk er til det.

At dette ikke er tilfældet, skyldes næppe at man udvikler en særlig glemsomhed som følge af stærke overbevisninger. Det skyldes snarere, at vores overbevisninger i langt højere grad, end vi måske bryder os om at tænke over, udspringer af mere udefinerbare mavefornemmelser, frem for af rationelle argumenter, som vi kan gengive for andre.

Problemet er blot, at vi ikke desto mindre opfatter det omvendt, og tror stædigt og inderligt på, at vi så godt som altid er rationelle og logiske væsener, hele vejen igennem. Og dermed naturligvis også kan argumentere for vores overbevisninger - også selvom det typisk ikke er tilfældet i praksis.

Om ikke andet, så kan dette være (endnu) en god grund til ind i mellem at være lidt skeptisk over for personer, med åbenlyst tilkendegiver deres markante overbevisning om deres egne holdninger. For selvom de selv føler sig dybt overbevist om, at de også vil kunne argumentere for, hvorfor netop disse holdninger skulle være så meget bedre eller mere gennemtænkte end andre, er det langt fra altid sådan, at denne overbevisning rent faktisk holder stik i praksis.

det nødvendige vægelsind

Dermed ikke være sagt, at mere vægelsindede er bedre til at argumentere for deres holdninger. Blot må man erkende, at dette vægelsind i virkeligheden er et udtryk for en større realitetssans omkring, hvor godt vi generelt er til at argumentere for vores holdninger og overbevisninger.

Vil man imidlertid gerne nyde godt af både en fast overbevisning og undgå at falde for illusionen om, hvor godt man kan argumentere for sine egne holdninger (når dette slet ikke er tilfældet), er der tilsyneladende kun en kur: At sørge for at udsætte sig selv og sine holdninger for stadig udfordringer.

Ovenstående illusion kan kort sagt kun brydes ved at man til stadighed reflekterer over alle de argumenter, som kan anføres imod den holdning man har. At man til stadighed udfordrer sig selv og sin overbevisning, og konstant og med åbne øjne overvejer, om man i virkeligheden også har så meget ret, som man nu gik og troede.

Kort sagt: den som er bedst til at argumentere og forsvare sine holdninger, er sjældent den udadtil mest overbeviste med de mest markante holdninger. Det er derimod den, som ikke blot forsvarer sine holdninger, men som har modet til stadighed at afprøve disse holdninger ved at reflektere over og overveje de mange modargumenter, som kan fremføres mod disse overbevisninger.

reference:

Fisher M, Keil FC (2013) The Illusion of Argument Justification. Journal of Experimental Psychology: General (i trykken). http://psycnet.apa.org/psycinfo/2013-08922-001/

kan du give mig en ekstra hånd?

skrevet og redigeret af Thomas Thaulov Raab

Svaret er faktisk: ja.

Dette skal vel at mærke ikke forstås sådan, at det er mit nummer du skal ringe op, næste gang du skal have hjælp med at flytte (og egentlig ikke har lyst til selv at slæbe alle de tunge ting). Det er med andre ord ikke et udtryk for, at jeg generelt har en ustillelig trang til at hjælpe dig med andre praktiske gøremål.

Det skal derimod forstås helt bogstaveligt: hvis man blot har forstået, hvordan hjernen fungerer, og hvordan vores opfattelse og oplevelse af vores egen krop dannes ud fra de signaler, som hjernen modtager fra vores omverden, så kan det faktisk lade sig gøre, helt konkret, at give en anden person en ekstra hånd.

Eller rettere sagt: det kan i hvert fald lade sig gøre, at få dem til at føle det som om, de har en hånd mere end de plejer!

er du min gummiarm?

Før vi kan nå så langt, skal vi imidlertid kigge lidt nærmere på en illusion, som efterhånden er blevet en nyklassiker inden for hjerneforskningen. Den såkaldte gummihåndsillusion.

Denne illusion består kort sagt i, at man skaber en følelse af ejerskab over en håndattrap lavet af gummi.

Fremgangsmåden er som følger: man placerer sin højre hånd på bordet foran sig. Der opstilles ny en plade, sådan at man ikke kan se denne hånd. På den anden side af pladen, helt synligt, placeres nu en gummihånd, som dækkes med et klæde for enden, så man ikke kan se, at den ikke hører naturligt til kroppen.

Sådan arrangeret tager forsøgslederen nu to identiske små koste eller pensler, og pensler forsigtigt og samtidig begge hænder, både den rigtigt og den kunstige, mens forsøgspersonen ser på. Efter et kort stykke tid vil det nu føles for forsøgspersonen som om, at den kunstige hånd (og ikke længere den rigtige) er en del af hans (eller hendes) krop!

Forsøget afsluttes ofte på den lidt brutale måde, at forsøgslederen nu tager en hammer og truer med at slå den ned i den falske gummihånd - hvor ved forsøgspersonen typisk farer op i panik over den kommende, forventede smerte!

Det hører med til historien, at forsøget har vist sig at fungere bedst med højre hånd og knapt så effektivt med venstre, eller f.eks. med en af fødderne. På samme måde fungerer forsøget tilsyneladende kun med en falsk hånd. Man har f.eks. haft svært ved at overbevise personer om, at andre tilfældige genstand (som f.eks. en træklods) skulle være en del af deres krop.

den usynlige hånd

Se, en ting er at vi kan føle ejerskab over en gummihånd, som opfattes som en del af vores egen krop.

Illusionen kan faktisk også skabes helt uden gummi-model!

Hvis man gennemfører ovenstående eksperiment, men undlader gummihånden (!), sådan at man blot pensler med den lille kost ud i den tomme luft, opstår der en lignende illusion, hvor forsøgspersonen i stedet for en gummihånd, føler det som om at de har en usynlig hånd!

Beder man dem pege (med venstre hånd og med lukkede øjne) at pege på deres højre hånd, vil de f.eks. pege på dér, hvor denne "usynlige hånd" burde befinde sig (dvs. dér, hvor man har penslet med kosten i den tomme luft), i stedet for på deres rigtige hånds placering.

At berøre den usynlige hånd skaber tilmed aktivitet i den samme del af hjernen, som normalter involveret i vores kropsfornemmelse, selvom der strengt taget ikke modtages signaler fra følesansen, men udelukkende fra synssansen.

Det mest overraskende ved denne mulighed for at skabe en følelse af ejerskab af en usynlig hånd er dog nok (som en af forskerne bag forsøgene udtrykker det): "… at synet af en fysisk hånd spiller en bemærkelsesværdig lille rolle for hjernen, når det gælder om at skabe en oplevelse af ens eget fysiske selv!"

den ekstra hånd

Gummihænder og usynlige hænder … det er jo alt sammen meget godt. Men jeg lovede jer jo, at jeg kunne forklare, hvordan man fik en ekstra hånd?

Metoden er her faktisk mere end lige til: Man gentager faktisk bare det oprindelige forsøg med gummihånden. Forskellen er nu bare, at man - udover gummihånden - lader forsøgspersonens egen arm og hånd være synlig ved siden af gummihånden, mens man stryger dem begge med den lille kost!

Det utrolige er nu, at det ikke er nok med at illusionen stadig fungerer, selvom begge hænder er synlige samtidig. Efterhånden som man får strøget hænderne tilstrækkeligt mange gange, vil begge hænder (både den rigtige og den af gummi) begynde at føles som en del af ens krop!

Viola! Man har nu fået en ekstra hånd at gøre godt med!

med hvilket formål?

Udover det interessante i at man på denne måde kan manipulere med vores kropsopfattelse, stiller disse forsøg naturligvis nogle spørgsmål. Det første er, hvad man egentlig kan bruge det til? For selvom gummihånden rigtigt nok føles som en del af ens krop, kan man jo f.eks. ikke rigtigt bruge den til noget, da man ikke kan kontrollere den.

Men selvom forsøgene faktisk siger mere om vores kropsopfattelse og hvor fleksibel denne er, end de har nogen direkte praktisk anvendelse, så er de ikke desto mindre medvirkende til at skabe en vis forventning om, at man i vidt omfang også vil kunne fremstille reelle, mekaniske proteser, som man med de rette manipulationer af følesansen, i meget vid grad vil opfatte som en naturlig del af ens egen krop.

Og dette helt uanset, om man rent faktisk i forvejen mangler disse lemmer - eller blot har lyst til f.eks. en ekstra hånd!

referencer:

Guterstam A, Gentile G, Ehrsson HH (2013)  The Invisible Hand Illusion: Multisensory Integration Leads to the Embodiment of a Discrete Volume of Empty Space. Journal of Cognitive Neuroscience, i trykken.

Guterstam A, Petkova VI, Ehrsson HH (2011) The Illusion of Owning a Third Arm. PLoS ONE 6(2): e17208.

Botvinick M, Cohen J (1998) Rubber hands 'feel' touch that eyes see. Nature, 391: 756.

den politiske vendekåbe

Et af de mest opsigtsvækkende studier af ikke blot vores manglende selvindsigt, men også den manglende konsekvens i vores holdninger og overbevisninger, er et studie af politiske holdninger, som blev udført i Sverige inden det seneste valg.

Helt konkret gik forsøget ud på, en række vælgere blev spurgt ud om politiske mærkesager. Efter at have besvaret disse spørgsmål, fik de en oversigt præsenteret, som viste hvordan deres svar stemte overens med de holdninger, som blev repræsenteret af de to forskellige politiske fløje, der i Sverige er stort set de samme som i Danmark, dvs. rød og blå blok. Efter denne gennemgang blev de bedt om at tilkendegive, hvad de regnede med at stemme på til selve valget.

Hele tricket i forsøget bestod imidlertid i, at der uden at forsøgspersonerne bemærkede det, foregik et bytte af svar, sådan at den liste af svar, som deres politiske tilhørsforhold blev bedømt på, i virkeligheden var en manipuleret udgave, hvor lidt over halvdelen af svarene var ændret på en sådan måde, at det samlede skema placerede dem på den modsatte politiske fløj af, hvad deres oprindelige svar ville have gjort.

samfundsrelevante spørgsmål

Hvad angår selve spørgsmålene omhandlede de primært emner, som havde været centrale i valgkampen og i det hele taget havde været i fokus i den offentlige debat. Dvs. emner som den kriminelle lavalder, velhaverskat (eller som vi kalder det: millionærskat) skat, internet- og telefonovervågning, tvangsfjernelse af problembørn fra skoler, barselsorlov, skattelettelser på lønarbejde, genindførelse af atomenergi, omfanget af privathospitaler, om gratis sundhedsydelser, størrelsen på arbejdsløshedsunderstøttelsen, osv.

Alt sammen emner, som med god ret kan tillade sig at antage, at de fleste personer har haft muligheden for at danne sig en bestemt mening om.

henover midten

Det bemærkelsesværdige ved forsøget var ikke kun, at kun 22 procent af de ændrede svar blev opdaget, eller at hele 92 procent af svarerne accepterede alle manipulerede svar som deres egne. Selvom tallene kan virke overvældende er det faktisk omtrent hvad man måtte forvente, set i lyset af at tidligere studier gentagne gange har vist, at det ikke er synderligt svært at få forsøgspersoner til at antage manipulerede svar som deres egne, selv hvis de afviger en hel del fra det oprindelige svar.

Ud fra et demokratisk synspunkt var det mest bemærkelsesværdige derimod, at hele 48 procent af de adspurgte, efter at have været konfronteret med de manipulerede svar, som placerede dem i den anden fløj af det politiske spektrum, faktisk viste sig åbne for at stemme anderledes, end de tidligere havde tilkendegivet de ville gøre. Af disse 48 procent skiftede hele 10 procent, dvs. hver tiende af samtlige adspurgte, ligefrem fra at stemme på et klart venstrefløjsparti til at stemme på et højrefløjsparti, eller omvendt. Dvs. det helt modsatte i forhold til deres oprindelige overbevisning.

er vi alle tvivlere?

Dette taler dels imod det udbredte dogme, at det i valgkampe primært handler om at kapre stemmer fra de personer, som åbenlyst erkender, at de endnu ikke har besluttet sig for, hvad de stemmer på. Tværtimod var der en tendens til, at de personer som var i tvivl inden forsøget, stadig var det efter forsøget. Står ovenstående resultater til troende er der derimod mulighed for, at personer, som mener allerede at have besluttet sig, i høj grad kan påvirkes til at skifte holdning - og dermed sætte krydset at andet sted end de hidtil har givet udtryk for.

Det mest tankevækkende er dog, at det ikke spillede nogen synlig rolle, hvor stærkt overbevist de adspurgte var om deres holdninger, inden forsøget begyndte. Personer, som mente sig stærke i deres politiske overbevisning, lod sig således påvirke i samme grad som personer, som gav udtryk for at være mere vægelsindede.

I den forstand lægger dette studie sig op af flere og flere andre studier, som i stigende grad peger på, at vores tro på, hvor faste og urokkelige vores meninger er, i virkeligheden er en illusion, og at vi faktisk er langt mere påvirkelige, end vi lige går og tror.

Og værre endnu: at vi stadig er påvirkelige, selvom vi er fast overbeviste om, at det ikke er tilfældet!

referencer:

Hall L, Strandberg T, Pärnamets P, Lind A, Tärning B, Johansson P (2013) How the Polls Can Be Both Spot On and Dead Wrong: Using Choice Blindness to Shift Political Attitudes and Voter Intentions. PLoS ONE, 8(4): e60554. http://www.plosone.org/article/info:doi/10.1371/journal.pone.0060554

Magical survey shows voters are less partisan than indicated by polls. Pressemeddelelse fra Lunds Universitet, d. 11. april 2013: http://www.lunduniversity.lu.se/o.o.i.s?id=24890&news_item=6037

Video-demonstration af forsøget fra Lunds Universitet: http://www.lucs.lu.se/cbp

henover midten (og tilbaws igen...)

At menneskehjernen i virkeligheden blot er en variation over en grundlæggende byggeplan, som deles af alle hvirveldyr, kan i vidt omfang forklare mange af de mest oplagte og hyppigst stillede spørgsmål omkring menneskehjernens opbygning.

En af de absolutte klassikere er spørgsmålet om, hvorfor venstre side af hjernen styrer (og modtager sanseindtryk fra) højre side og kroppen (og omvendt)?

Et spørgsmål, som det er nærmest umuligt at forklare, hvis man udelukkende betragter menneskehjernen i isolation, uden at tage menneskehjernens udviklingshistorie med i betragtning. For at forklare, hvorfor der foregår denne omfattende (og ret beset uøkonomiske) overkrydsning af nervesignaler i menneskehjernen, kræver det således et blik tilbage dybt i hvirveldyrhjernens udviklingshistorie.

TRIN 1: henover midten - eller: hvorfor sansebanerne i sin tid krydsede over.

Menneskehjernen er i bund og grund en variant af en grundlæggende byggeplan, som vi har arvet fra de tidligste hvirveldyr, som levede i verdenshavene for hen ved 500 millioner år siden.

I en verden hvor store fisk spiser de små, er det afgørende at kunne reagere hurtigt og effektivt på fare. For en frit svømmende fisk foregår dette ved en koordineret muskelsammentrækning på den modsatte side af kroppen, som vender dyret bort fra faren (FIG.1).

Det forudsætter naturligvis en overkrydsning af nervebanerne et sted mellem modtagelsen af sanseindtrykket og udløsningen af reaktionen [note1]. Denne overkrydsning opstod efter alt at dømme først i sansebanerne, dvs. i de nervebaner som fører signaler fra sanseorganerne frem til hjernen, og sandsynligvis først i synssansen.

Er overkrydsningen af sansebanerne først etableret for en så vigtig sans som synet, må de øvrige sanser følge trop, hvis der skal kunne foregå en koordinering af de forskellige sanseindtryk.

Den første til at påvise, at det var behovet for en hurtig og effektiv flugtrespons i de tidlige hvirveldyr, som er årsagen til sansebanernes overkrydsning, var i øvrigt George Elliot Coghill, som (udover lillebroren Charles Judson) var den utvivlsomt mest talentfulde elev af den amerikanske hjerneforsknings ukronede fader, Clarence Luther Herrick.

FIG.1. Overkrydsning af synsbaner hos de tidligste hvirveldyr og dens betydning for flugtadfærd (skematisk). Sansesignalet modtages i øjet, hvis sansebaner krydser over, således at signalet modtages af den modsatte halvdel af hjernen (a). Signalet udløser derefter en muskelsammentrækning i samme side af kroppen, som signalet modtages i af hjernen, hvilket resulterer i, at fiskens krop vendes bort fra faren (b).

TRIN 2: … og tilbaws igen! - eller: hvorfor de motoriske nervebaner krydser tilbage over midten.

Sideløbende med de systemer som står for bevægelsen af selve kroppen hos fisk, udviklede der sig øvrige motoriske systemer hos hvirveldyrene, som står for bevægelse af finner og lemmer. Med tiden udviklede disse systemer sig til de motoriske systemer, som hos os er ansvarlige for den mere præcise kontrol af ikke blot arme og ben, men også hænder og fødder.

For at disse systemer kunne kontrollere den samme side af kroppen, som hver hjernehalvdel modtager sanseindtryk for, har disse mere avancerede motoriske systemer, som med tiden har overlejret (og i dag så godt som totalt dominerer) de oprindelige motoriske systemer, måttet krydse tilbage over midten, sådan at venstre hjernehalvdel styrer samme side af kroppen (dvs. den højre), som den modtager sanseindtryk fra.

Dette har ikke blot måtte ske, for at dyr med en meget veludviklet finmotorik som vi, kan se og føle, hvad det er, vi er i færd med at lave. En flugtrespons, som består i en pludselig bevægelse af finner eller lemmer, som støder dyret bort fra faren, skal også udløses på samme side af kroppen, som sansesignalerne ankommer til, for at fungere (FIG.2).

Igen ser det altså ud til, at det er behovet for hurtigt og effektivt at kunne flygte fra en evt. fare, som har drevet hjernens udvikling.

Resultatet er det mønster, vi kender i dag, hvor venstre hjernehalvdel både modtager sansesignaler fra, og styrer motorikken i, højre side af kroppen (og omvendt).

FIG. 2: flugtrespons i dyr med lemmer eller finner. For at flygte fra en potentiel fare (som registres i modsatte hjernehalvdel (a+c)), skal det motoriske signal krydse tilbage over midten, for at aktivere finner eller lemmer på samme side som sanseorganet, for at skubbe dyret bort fra faren (b+d). Dette gælder både for fritsvømmende fisk (a+b) og landlevende hvirveldyr, som f.eks. padder (c+d).

det ubesvarede spørgsmål

Noget andet er så, at ikke blot modtager hver hjernehalvdel sansesignaler fra den modsatte side af kroppen. Ser man på hvilke områder af hjernebarken, som modtager signaler fra de forskellige sanser, vil man også opdage noget påfaldende: Sanseindtryk for følesansen modtages i den øverste del af isselappen, dvs. den del af hjernebarken, som er placeret længst fra kroppen. Signaler fra høresansen modtages primært af tindingelappen i den modsatte side af hjernen, igen så langt væk som muligt fra sanseorganet. Og indtryk fra synssansen modtages i nakkelappen, i den allerbageste del af hjernebarken, igen så langt væk fra øjnene som (overhovedet) muligt.

For at forstå, hvorfor menneskehjernen udviser en ved første øjekast så uøkonomisk fordeling af nervebaner, kræver det imidlertid et kig på hjernebarkens foldning gennem pattedyrhjernens udviklingshistorie.

Den må vi tage en anden god gang.

TILLÆG: hvorfor var synet først?

Årsagen til at overkrydsningen først opstod for synssansen kan (udover at være en evolutionær tilfældighed) være flere:

1) for det første er synssansen en fjernsans og dermed, selv under vand, velegnet til at advare om fare, allerede inden denne er nået så tæt på, at den udgør en overhængende trussel.

2) for det andet har muligheden for at en overkrydsning af synsbanerne har kunnet opstå spontant sandsynligvis været større end for de øvrige sanser, idet synsbanerne (eller "synsnerven") udgår fra mellemhjernen (som øjet faktisk teknisk set er en del af), hvis dele typisk er sammenhængende henover midten af hjernen, og de har dermed passeret tæt forbi hinanden, allerede inden overkrydsningen af nervebanerne opstod.

3) Da alt tyder på, at de tidlige hvirveldyr primært opsøgte føde via lugtesansen (som i vidt omfang dominerende forhjernen hos de tidligste hvirveldyr), taler alt for at synssansens vigtigste rolle for disse dyr var at advare mod fare. Først senere har de udviklet evnen til også at bruge synssansen aktivt til at opsøge føde og (parringsvillige) artsfæller.

Denne fordeling og brug af sanserne finder man stadig hos mange fisk i dag, som har meget veludviklet smags- og lugtesans. Ja, der findes ligefrem flere forskellige fiskearter, hvis krop er dækket af smagsløg (og det var faktisk også her, de blev opdaget og beskrevet først). Lugtesansen udmærker sig desuden ved generelt at være undtaget for reglen om at sansebanerne krydser over til modsatte hjernehalvdel.

Overkrydsningen for synssansen er i øvrigt mindre udtalt hos mennesker end hos en lang række andre dyr. F.eks. går signalerne fra samme side af synsfeltet fra begge øjne til modsatte hjernehalvdel. Da billedet på nethinden er spejlvendt, modtager venstre hjernehalvdel således signaler fra den venstre side af nethinden i begge øjne (FIG.3.b).

Hos fisk, padder, krybdyr og fugle er overkrydsningen typisk total, således at alle signaler fra hvert øje går til modsatte hjernehalvdel (FIG.3.a). Det samme gælder delvist for en række pattedyr som f.eks. heste og kaniner, hvor overkrydsningen også er næsten total (mere end 90%), dvs. at venstre hjernehalvdel primært modtager signaler fra højre øje (og omvendt).

FIG. 3: Synskrydset. Hos de fleste hvirveldyr (fisk, padder, krybdyr, etc.) sker der en komplet overkrydsning, dvs.alle signaler fra hvert øje krydser over til modsatte hjernehalvdel (a). Hos mennesket er det ikke signalerne fra det modsatte øje, men fra det modsatte synsfelt, som krydser over (b).

De billedet på nethinden står spejlvendt, modtager hver hjernehalvdel dermed i virkeligheden signaler fra samme side af nethinden (i begge øjne), dvs. højre hjernehalvdel modtager signaler fra højre side af nethinden (og omvendt). Disse signaler stammer så blot fra den modsatte side af vores synsfelt.

TILLÆG: FORBEHOLD

Det skal indskærpes, at ovenstående forklaring endnu ikke er så bekræftet af eksperimentelle undersøgelser, at vi med sikkerhed kan sige, at det er hele forklaringen på fænomenet - eller ubetinget den rigtige.

Et af problemerne er, at man jo ikke kan iagttage nervebanernes forløb hos uddøde hvirveldyr. Og alle nulevende hvirveldyr har i mere eller mindre grad udviklet sig i den lille halve milliard år, som er gået siden de tidligste hvirveldyr levede. Der er derfor ingen nulevende hvirveldyr som har bevaret det oprindelige mønster, hvor kun sansebanerne (men ikke de motoriske nervebaner) krydser over. Der er dog en tydelig tendens til at de motoriske systemer i hjernestammen (dvs. den nederste del af hjernen) hos mange af de med os fjerneste beslægtede dyr, som f.eks. lampretterne, primært styrer samme side af kroppen (og dermed ikke krydser over). [note2]

Men som sagt er billedet ikke entydigt. Sådan er videnskab jo!

Ovenstående teori har dog den fordel frem for de øvrige fremsatte teorier, at den ikke blot er yderst sandsynlig. Der er heller ikke endnu nogen, som har kunnet tilbagevise den. Det er derfor den alment accepterede forklaring på fænomenet.

Det skal retfærdigvis tilføjes, at der også er undersøgelser som viser, at overkrydsningen sikrer en mere sikker og stabil udviklingen af nervebanerne. Årsagen er meget teknisk, men ikke fænomenet er faktisk ikke så paradoksalt, som det måske umiddelbart lyder.

Det skal naturligvis understreges, at de to forklaringer på ingen måde udelukker hinanden.

efterskrift: Braitenbergs had- og kærlighedsvæsener

Når man taler om overkrydsning af nervebaner er det næsten umuligt at komme udenom Valentino Braitenberg, som i dag primært er kendt for sine "vehicles": små robotvæsener, som på forskellig vis efterligner levende væseners adfærd.

Braitenberg beskæftigede sig også med spørgsmålet om årsagen til overkrydsning af nervebaner, men baserede sine konklusioner på sine forsøg med de små robotvæsener. Dette var imidlertid uheldigt.

Braitenbergs argumentation tager dermed udgangspunkt i robotter, som drives frem af hjul. Som udgangspunkt resulterer en aktivering af hjulet på den ene side af kroppen i at "væsenet" drejer til den modsatte side. Hvis banerne fra sanseorganerne er ukrydsede, betyder det, at et sanseindtryk resulterer i at væsenet drejer bort fra dette indtryk (en "had-reaktion").

Braitenberg argumenterede derfor for, at overkrydsningen måtte skyldes, at de primitive dyr, hvor nervesystemets opbygning blev grundlagt, måtte have fungeret på en måde, hvor de opsøgte lys. De opførte sig kort sagt "fotofilt" (dvs. de "elsker lys"), hvor væsener med ukrydsede baner opførte sig "fotofobisk" (dvs. de "frygter lys") (FIG.4).

Problemer et blot, at ingen hvirveldyr, hverken før eller siden, er blevet drevet frem af hjul! [note3]

Braitenbergs model overser dermed det centrale: at en sammentrækning af musklerne på den ene side af dyret i de tidlige hvirveldyrs oprindelige motoriske systemer ville resultere i, at de drejede til den side, hvor muskelsammentrækningen foregår. Dvs. lige omvendt af Braitenbergs forslag.

Logikken må derfor vendes om. Braitenbergs ad hoc-argument om, at en primitiv organisme ville vende sig hen mod lyset (være "fotofil"), frem for bort fra det ("fotofobisk"), må derfor erstattes med den mere rimelige antagelse, at hvis man fik øje på noget (og i særdeleshed: noget ukendt), kunne det betyde fare, og man gjorde bedst i at pakke sig. Dette stemmer til gengæld fint overens med, at de tidligste hvirveldyr efter alt dømme primært anvendte lugtesansen til at opsøge føde, og synssansen til at advare mod fare.

FIG. 4: Skematisk fremstilling af Braitenbergs "hadvæsen" (a) og "kærlighedsvæsen" (b). Hadvæsenet vender sig bort fra lyset (er "fotofobisk"), kærlighedsvæsenet hen mod lyset (er "fotofilt").

Markeret med orange er den lysreceptor, som modtager mest lys og som derfor sender det stærkeste signal til hjulets motor.

noter:

[note1]: At en overkrydsning af nervebanerne er en forudsætning for en hurtig flugtrespons ses blandt andet af Mauthnercellen, som findes hos flere forskellige grupper af frit svømmende fisk. Mauthnercellen modtager signaler fra fiskens laterallinje, som bl.a. reagerer på ændringer i vandets bevægelse, trykforhold, etc., som kan signalere fare, og udløser en hurtig og effektiv C-bevægelse, som bøjer fisken bort fra faren. I dette system er det imidlertid den motoriske nervebane, der krydser over, og ikke sansebanerne. Årsagen til dette kan være, at der modtages mange signaler fra laterallinjen, men kun udsendes én samlet motorisk impuls. Det er derfor mere økonomisk, at det er det motoriske signal, som krydser over, og ikke sansebanerne.

[note1]: se f.eks. fig. 24.71a-e, side 2171 - i: Nieuwenhuys R, Ten Donkelaar HJ, Nicholson C (1998) Chapter 24: The Meaning of It All. - i: The Central Nervous System of Vertebrates. Springer, Berlin.

[note3]: Det betyder imidlertid ikke, at hjulet ikke har været opfundet og anvendt i naturen. Men den historie må vente til en anden god gang… I det aktuelle tilfælde er hjul desuden dårligt som argument, da man med lethed kan få den stik modsatte reaktion ved at lade hjulet rotere den modsatte vej.

referencer:

Braitenberg V (1965) Taxis, Kinesis and Decussation. - i: Wiener N, Schadé JP (red) Cybernetics of the Nervous System. Progress in Brain Research, 17: 210-222.

Braitenberg V (1984) Vehicles. Experiments in synthetic psychology. MIT Press, Cambridge MA.

Coghill GE (1929) Anatomy and the problem of behavior. Cambridge University Press, Cambridge.

Vulliemoz S, Raineteau O & Jabaudon D (2005) Reaching beyond the midline: why are human brains cross wired? Lancet Neurology, 4: 87-99.

Shinbrot T & Young W (2008) Why decussate? topological constraints on 3D wiring. Anatomical Record, 291: 1278-1292.

moral er godt, men ...

Et af de tydeligste eksempler på, at vi langt fra har et privilegeret indblik i motiverne bag vores egne handlinger og holdninger, er et eksperiment fra 2012, hvor det lykkedes at få forsøgspersonerne til at forsvare holdninger, som i flere tilfælde var diametralt modsat det, som de netop havde givet udtryk for ganske kort tid før!

Forsøget gik i al sin enkelthed ud på, at en række forsøgspersoner blev bedt om at besvare spørgsmål af moralsk karakter (som f.eks. hvorvidt det er moralsk forsvarligt at udføre handlinger som vil kunne skade uskyldige), ved at sætte kryds den rubrik som svarede bedst til deres overbevisning. Efter at have besvaret spørgsmålene, blev de nu bedt om at uddybe svarene over for forsøgslederen.

Hvad forsøgspersonerne imidlertid ikke var klar over, var at spørgeskemaet var konstrueret på en sådan måde, at mens krydserne forblev, hvor de var sat, blev spørgsmålene ændret til det modsatte, inden forsøgspersonerne blev bedt om at forklare deres holdninger.

Det overraskende er nu ikke kun, at mere end tro tredjedele af de adspurgte ikke opdagede en eneste af de forandringer, som var blevet foretaget. Det var også, at de var fuldt ud i stand til at forklare og forsvare deres moralske holdninger - også selvom de holdninger, de forsvarede, i flere tilfælde var i direkte modstrid med de svar, de oprindeligt havde givet!

* * *

Simpelt som det er, stiller dette studie en række spørgsmål ved mange af de forestillinger, som vi normalt gør os omkring vores holdninger, meninger og handlinger. Adspurgt vil de fleste således ganske givet mene, at moralske holdninger er en del af vores personlighed og overbevisning, og i sidste ende en integreret del af, hvem vi er som personer.

Denne forestilling om, at vi besidder en række grundholdninger, som man kan spørge ind til, og få et ærligt svar omkring, danner også baggrunden for den udbredte brug af opinionsundersøgelser og spørgeskemaer, når man forsøger at danne sig et indtryk af personers eller befolkningsgruppers overbevisning.

I og med at det viser sig, at vi er mere end villige til også at forsvare holdninger, som er i direkte modstrid med vores indledende svar, og endda ikke bemærker, at vores svar er blevet ændret, så de giver udtryk for den direkte modstridende holdning, endda omkring så vigtige spørgsmål som grundlæggende spørgsmål om moral, stiller dette jo et meget væsentligt spørgsmålstegn ved, om vi overhovedet kan siges at besidde en særlig "holdning" eller "overbevisning", som man (ukritisk) kan spørge ind til?

* * *

Som dette og lignende studier tydeligt viser, er sandheden snarere den, at de forklaringer vi giver på vores valg og vores holdninger, mere end noget andet er efterrationaliseringer, hvis formål er at forsvare holdninger, som i virkeligheden udspringer af langt mere uigennemsigtige (i hvert fald for os selv!) motiver.

Når vi således er parate til at forsvare moralske holdninger, som vi indledningsvis tog mere eller mindre skarpt afstand fra, kan det således hænge mere sammen med selve ønsket om at fremstå som rationelle væsener, hvis svar er gennemtænkte og sammenhængende, og hvis holdninger er udtryk for en grundlæggende livsindstilling, frem for blot tilfældigt valgt i øjeblikket, end at vi pludselig har skiftet afgørende holdning i løbet af ganske få minutter!

* * *

Uanset hvordan man forklarer disse besynderlige fund, peger de således atter en gang på det simple faktum, at den opfattelse vi selv har af, hvordan vi handler, tænker og føler, som vi gør, sjældent er den virkelige forklaring på de bevæggrunde, som ligger bag vores handlinger eller meninger. Ikke en gang når det gælder noget så afgørende som moralske dilemmaer!

Det kan være, at det er en ilde hørt sandhed.

Men skal man dømme efter den efterhånden ret omfangsrige litteratur på området, som mere eller mindre samstemmende peger i samme retning, nemlig: at vi ikke har noget privilegeret indblik i, hvorfor vi handler, tænker og føler som vi gør, bliver vi nok nødt til at vænne os til tanken om, at vores eget indblik i vores egne motiver ofte er meget mere begrænset, end vi går rundt og tror!

reference:

Hall L, Johansson P, Strandberg T (2012) Lifting the Veil of Morality: Choice Blindness and Attitude Reversals on a Self-Transforming Survey. PLoS ONE 7(9): e45457.

hvorfor dannelse?

Når man taler om dannelse i dag, handler det typisk om en af to forskellige ting:

1) om at opføre sig ordentligt, belevent og høfligt, og behandle og omgås andre på en venlig og imødekommende måde, og

2) om at besidde en stor og omfangsrig viden og et godt indblik i kulturhistorien. Det man tidligere betragtede som den "klassiske dannelse".

Vi vil i denne sammenhæng lade det første punkt stå, selvom det naturligvis er af kolossal betydning, og bekymre os om det sidstnævnte.

For spørgsmålet melder jo sig selv: Hvorfor behøver vi overhovedet læse gammel og støvet litteratur, eller kende historiske begivenheder, eller hvordan videnskaben (og dermed vores verdensbillede) har udviklet sig gennem tiderne?

* * *

For at tage første punkt først, så er det svar, som typisk fremføres, at gammel litteratur jo slet ikke er så forældet, som vi ofte (i vores naivitet) tror. Ofte skyldes indtrykket af, at der er tale om gamle, støvede tekster om irrelevante emner, formuleret på et klodset og forældet sprog, i virkeligheden at den måde, man har været vant til at få mange af de store klassikere præsenteret på, har været i oversættelser og udgaver, som nærmest med vilje er skrevet og formuleret på en måde, som lyder bedaget.

I mange tilfælde vil også faktisk opdage, at mange af de emner, som omhandles, slet ikke omtales i et bedaget og kedeligt sprog, men tværtimod udmales med en heftighed og styrke, som stadig virker på os den dag i dag. Som eksempel kan man nævne de latinske digtere Ovids eller Catullus' erotiske værker, som stadig har saft og kraft, Rabelais' altomfattende pruttehumor, eller de islandske sagaers uformidlede vold og humor, for nu blot at nævne nogle få.

Men selvom det betyder, at den blokering, som mange har overfor at give sig i kast med klassisk litteratur, i vidt omfang er misforstået, betyder det så at vi skal læse den klassiske litteratur, fordi også den (i hvert fald lejlighedsvis) er fyldt med både sex, vold, drab eller fysisk humor, som stadig i dag anvendes for at tiltrække vores nysgerrighed og opmærksomhed?

I mine øjne er svaret: nej!

Årsagen til at den klassiske litteratur, vel at mærke den mest vellykkede af slagsens, stadig har relevans for os i dag, er en ganske anden. Den er at stor litteratur ofte omhandler de store spørgsmål. Spørgsmål som "hvem er vi?", hvad er menneskets lod her i verden, og hvordan forholder vi os til den verden, som omgiver os, "hvor kommer vi fra?", hvordan er vi havnet der, hvor vi er i dag, som samfund og som personer, og "hvor skal vi hen?", hvilke drømme er værd at kæmpe for, og hvilke rædsler må man mande sig op til at kæmpe imod?

* * *

Når den klassiske dannelse er så vigtig, er det ikke fordi det beriger os, at kunne gengive kulturhistorien som udenadslære for at imponere andre. Det er fordi, vi som mennesker bygger hele vores verden og vores virkelighed på de grundsten, som vores forgængere har nedlagt for os.

Alle de ting vi tager for givet i dag, er resultatet af tidligere ånders tanker og arbejde, deres evige stræben efter at forstå, hvordan verden hænger sammen.

At skabe et indblik i, hvordan alle disse tanker og ideer er opstået, er første skridt i forståelsen af, hvem vi er, og hvor vi kommer fra.

Et afgørende skridt for også at kunne besvare det helt store spørgsmål: hvor vi skal hen.

Dette gælder både på det individuelle, såvel som det samfundsmæssige plan.

absolut hjernestørrelse (vægt)

Vil man sammenligne forskellige hjerner alene ud fra deres fysiske fremtoning, er det letteste naturligvis udelukkende at se på deres størrelse. Forskellige dyr har hjerner af forskellige størrelse, og tanken må da være nærliggende, at hjernestørrelsen har noget at sige om, hvor godt de forskellige hjerner fungerer?

Helt grundlæggende er der to forskellige oplagte mål for, hvor stor en hjerne er: vægt og rumfang. Af disse to har hjernens vægt historisk set været det hyppigst anvendte. Måske fordi det alt andet lige er en smule lettere at veje en hjerne end at måle dets rumfang?

* * *

Holder vi os alene til pattedyrene, hvor vi jo også finder dyrerigets største hjerner, vil man finde en mildt sagt ekstrem variation, hvad angår hjernestørrelse:

De største pattedyrhjerner (som samtidig er de største hjerner, vi kender i hele dyreriget), finder vi blandt kaskelothvalerne med eksempler på over 9kg.

De mindste finder vi hos dværgsspidsmusen, hvis hjerne i gennemsnit kun vejer sølle 6/100 gram (0,006 gram!).

Hvad angår menneskehjernen, placerer vi os i den tunge ende af dette spektrum, omend vimed en gennemsnitlig vægt på godt og vel halvandet kilo, ligger en hel del under de mere "hjernetunge" hvaler. Vi kan kort sagt allerede konkludere så meget: at vi mennesker i hvert fald langt fra besidder den tungeste hjerne i dyreriget!

* * *

Sammenligner man ovenstående tal, kommer man til det utrolige resultat, at kaskelothvalens hjerne er godt og vel 150.000 gange større (eller tungere) end dværgsspidsmusens!

Hvis man skulle oversætte dette forhold direkte til effektivitet, ville det næsten være umuligt at forestille sig, at den lille spidsmus overhovedet skulle være i stand til at gå, spise eller blinke med øjnene.

Alt tyder derfor på, at vægten alene ikke gør det. Der må en eller anden form for modifikation til, som gør at vi kan sammenligne hjernerne en smule bedre, end blot at veje dem og sammenligne tallene.

Den løsning, som oftest anvendes er ikke at sammenligne de absolutte tal for hjernestørrelse, men derimod at se på, hvor stor hjernen er i forhold til kroppen.

Denne løsning vil vi se nærmerepå i næste artikel.

hvad vejer en hjerne?

Inden vi når så langt, er vi imidlertid nødt til at se lidt nærmere på de problemer, som allerede opstår, når man forsøger at måle hjernestørrelsen på hjernens vægt. Det er nemlig langt fra så simpelt, som man skulle tro.

For det første varierer vægten i høj grad mellem forskellige individer. Hvilken vægt er således den rigtige? Er det det individ, som har den største, den mindste - eller den mellemste? - hjerne, som er den korrekte vægt? Eller udregner man i stedet et gennemsnit ud af den gruppe af dyr, som man nu engang har til rådighed, og tror (i sin naivitet), at dette svarer til hele artens typiske hjernevægt?

Sidstnævnte kan ikke mindst være problematisk, fordi man ofte vil have sine hjerner sammesteds fra, og dyrene derfor vil have levet under delvist ens forhold. Faktorer som fodertilstand, sygdomstilstand og alder kan således i høj grad spille ind på tallet.

Igen: hvilken hjerne er den mest repræsentative? Er det den fra dyret, som netop er blevet voksen (eller kønsmoden), eller den bedagede olding? Og er det et velfodret (og måske endda: overvægtigt?) eksemplar, som typisk stammer fra fangenskab, eller et mere afpillet (eller blot slankt) eksemplar, som man har fanget i vild tilstand? Vælger man dyr som er døde eller blevet aflivet pga. sygdom, vil denne også typisk spille ind på resultatet.

Men selv hvis man forestiller sig, at det lykkes på den ene eller den anden måde at finde et repræsentativt udvalg af dyr, stopper problemerne ikke her.

* * *

Mens vi er levende, er hjernen nemlig både nedsænket i (såvel som indeholder) en hel del væske. Dels en stor mængde blod (som sørger for tilførsel af ilt og energi til at udføre hjerneprocesserne for), og dels i form af den såkaldte cerebrospinalvæske, som også findes i rygmarven.

Når man vejer hjernen fra et dødt dyr, stiller det derfor nogle udfordringer: for i hvilken tilstand vejer men hjernen? Tager man den blot ud og vejer den, mens den stadig er fugtig og våd (og måske stadig indeholder en del af denne væske)? Eller tørrer man den i vidste muligt omfang ud, sådan at det kun er selve hjernen man måler, og ikke vægten af væsken? Hvor længe skal hjernen så tørre?

* * *

Det siger sig selv, at alt efter hvilken fremgangsmåde, man anvender, vil man opnå forskellige resultater. Da tal fra forskellige dyr ofte er indhentet under forskellige forhold af forskellige forskerhold, er de dermed langt fra altid umiddelbart sammenlignelige. Dette problem bliver blot så meget større,når man forsøger at sammenligne de forskellige mål på de hjerner, som gennem tiden er udtaget fra kendte mænd og kvinder.

Mere polemisk kunne man dermed strengt taget påstå, at hjernen slet ikke har en bestemt vægt (!). Ikke sådan at forstå, at den ikke vejer noget. Men derimod sådan at forstå, at hvilket tal man kommer frem til, afhænger af hvad og hvordan man måler. Særligt når det gælder hjernevægten hos forskellige dyr, må man derfor gøre sig pinligt klart, at der altid er tale om en form for gennemsnit, som vil variere alt efter, hvordan man måler, og hvilke individer, man udvælger (og hvor mange af hver type!).

Mange af de tal, som florerer (særligt fra den ældre litteratur) om dyrs hjernestørrelser, skal derfor tages med et gran salt. De er ikke nødvendigvis forkerte, men kan allerhøjst tages som et vejledende fingerpeg om, i hvilken boldgade forskellige dyrearters hjernestørrelse ligger.

* * *

Det korte af det lange er, at selv når det kommer til noget så simpelt som det at udtage hjerner fra forskellige dyr og veje, hvilke der er størst, er sagen faktisk meget mere speget, end man umiddelbart skulle tro. Selvom vi kan danne os et overblik over de generelle tendenser mht. hjernestørrelse, skal man derfor aldrig glemme, at der kun er tale om tilnærmelser.

Når det blot gælder vægten af hver enkelt hjernen eller variationen af hjernevægten hos en bestemt dyreart, er dette problem forholdsvis overskueligt. Når man begynder at bruge disse tal til at beregne forventet hjernestørrelse eller udtale sig om evt. forskelle i mentale egenskaber dyrearter imellem, bliver det imidlertid blot så meget mere kompliceret.

vandene skilles

Selvom der, når man kigger nærmere efter, findes nogle (måske overraskende?) ligheder mellem videnskab og religion (nemlig at de begge beror på troen på en sandhed, som er uafhængig af os, og troen på at denne sandhed må være i overensstemmelse med sig selv), er der naturligvis også store forskelle.

Den mest afgørende forskel er imidlertid ikke den grundlæggende tro på sandhed, men derimod i virkeligheden hvilken sandhed religion og videnskab forsøger at afdække.

Den generelle holdning synes at være, at det er den samme. Men måske er det i virkeligheden to forskellige?

* * *

Videnskabens store glansnummer er, at den er uovertruffen til at beskrive den verden, vi lever i. Når videnskaben er langt bedre til dette end religion, skyldes det at de forestillinger, som videnskaben beror på, ideelt set altid tjekkes med denne verden, for at have gyldighed.

I praksis er der mange grunde til, at dette ofte tager længere tid, end man måske skulle mene var nødvendigt. Det er derfor videnskaben udvikler sig hele tiden. Men i princippet er videnskaben alle andre former for viden om verden overlegen, fordi den tager oplevelsen af verden som det endelige sandhedsvidne, og i sidste ende er parat til at feje alle forestillinger af bordet, hvis de ikke passer sammen med denne virkelighed.

Det er derfor på ingen måde mærkeligt, at det videnskabelige verdensbillede har erstattet det religiøse, når det gælder indretningen af den fysiske verden.

* * *

Det er derfor også blevet en udbredt holdning, at videnskaben har erstattet religionen. Når det gælder det billede af verden, vi har, er dette muligvis korrekt. Videnskaben er utvivlsomt bedre til at beskrive verdens indretning, end den religiøse overlevering (som ikke i samme grad lader sig vejlede af verdens indretning og empiriske studier af denne).

Spørgsmålet er blot, om dette betyder videnskaben er religionen generelt overlegen?

* * *

Religionens påstand om en sandhed, beror således ikke (eller i hvert fald ikke udelukkende) på, hvordan verden fysisk set er indrettet. Den sandhed, som religionen søger, er derimod, hvordan vi bør opføre os.

Hvor videnskabens påstand er, at der er en fysisk virkelighed, som vi kan beskrive, hvordan er (og som videnskaben er den bedste metode til at beskrive), er religionens påstand således, at der findes en rigtig måde at opføre sig på (og implicit, at religionen er den bedste måde at beskrive denne på).

Der er tale om to forskellige ting, som ikke umiddelbart kan sammenlignes.

Mens religionen er videnskaben underlegen, når det gælder beskrivelsen af, hvordan verden ser ud og opfører sig, er det således langt fra lige så sikkert, at det samme gælder, når det handler om, hvad man bør gøre.

Dette er religionens påstand, at den ved dette bedre end videnskaben.

* * *

At religionen har noget fornuftigt at sige om, hvordan vi bør opføre os, er i bund og grund en påstand. Om det er korrekt eller ej, er ikke noget man kan svare kategorisk på, hverken bekræftende eller benægtende. Som minimum afhænger det jo f.eks. at hvilken religion og hvilken religiøs praksis, man taler om.

En ting er dog sikkert: religionen er for så vidt videnskaben overlegen i den forstand, at denne er komplet uegnet til at beskrive hvordan tingene bør være, men udelukkende kan beskrive, hvordan de er.

Årsagen til dette er i virkeligheden meget simpel: I det omfang videnskaben begynder at bevæge sig ind i spørgsmålet om, ikke hvordan tingene er, men hvordan de bør være, mister den muligheden for at lade den empiriske virkelighed være den endelige dommer for, hvad der korrekt eller forkert. Så snart videnskaben fraviger dette princip, mister den dermed den overlegenhed, som den har i forhold til enhver anden måde at beskrive vores verden på.

* * *

En videnskab, som påstår at kunne angive hvordan tingene bør være, undergraver dermed sin autoritet med henblik på at beskrive, hvordan tingene er. Den er kort sagt ikke længere videnskab.

Omvendt er en religion, som ikke længere tør vove pelsen og påstå, at der findes en rigtig og forkert måde at opføre sig på, ikke længere en rigtig religion.

empiri og teori

At religion og videnskab deler et fælles grundlag, nemlig troen på at der findes en sandhed, som man (i det mindste delvist) kan erkende, har også betydning for deres udvikling.

Ofte sættes der den forskel mellem religion og videnskab, at mens førstnævnte tager udgangspunkt i overleverede sandheder, beror sidstnævnte på empiriske vidnesbyrd. Dette er for så vidt også ganske korrekt.

Overdriver man fokus på denne simple forskel, kan det imidlertid også lede til misforståelser.

* * *

Selvom moderne videnskab beror på empiri i den forstand, at al den viden man besidder i sidste ende skal bekræftes af empiriske undersøgelser for at være en del af det videnskabelige verdensbillede, og sådanne efterprøvninger var med til at etablere den moderne videnskab som et modsvar til det religiøse verdensbillede, er det vildledende at tro, at videnskab udelukkende beror på observation og måling.

For langt de fleste videnskaber gælder det, at disse målinger skal sættes i relation til en samlet opfattelse af verden, og langt de fleste videnskabelige resultater er opstået som efterprøvninger af hypoteser og teorier, som videnskabsfolk har udtænkt på baggrund af teoretiske overvejelser, ikke blot og bart som tilfældige måleresultater, som har åbenbaret en ny sandhed.

Uden en bagvedliggende teori er empiriske undersøgelser ikke andet end uendelige rækker af tilfældige og usammenhængende observationer, som ikke har nogen synderlig relevans til hinanden - eller til noget som helst andet for den sags skyld.

Empirisk videnskab forudsætter dermed et teoretisk fundament, for overhovedet at fungere.

* * *

Baggrunden for den religiøse opfattelse er verden er også, at der ligger en eller anden form for orden bag verdens indretning, og at de enkelte dele af sandheden dermed bliver nødt til at være i overensstemmelse med både sig selv og med de andre dele af denne samlede opfattelse af verden.

En religiøs opfattelse af verden tager derfor typisk udgangspunkt i, at der findes en sammenhængende orden i den måde, hvorpå verden er konstrueret - og at denne orden er internt konsistent, dvs. uden grove selvmodsigelser.

Historisk set har man typisk forsøgt at fremstille sin egen version af denne verdensorden ud fra de inden for hver religion hellige skrifter og forsøgte at udlede logiske og konsistente forestillinger om verden herfra. Kort sagt: at konstruere et sammenhængende verdensbillede.

Dette gælder også for kristendommen og dens rolle i den europæiske historie, og dermed også dens betydning for udviklingen af den moderne videnskab. Den oprindelige udforskning af verden beroede således på lysten til at erkende og forstå Guds skaberværk.

Uden den udvikling af logik og argumentation, både sproglig og matematisk, som foregik inden for middelalderkirkens skolastik (som ellers typisk fremstilles som højborgen for dogmatisk og forstokket tankegang), ville den moderne videnskab sandsynligvis slet ikke have kunnet udvikles.

Den ville ganske simpelt have manglet et tilstrækkeligt solidt teoretisk argumentationsgrundlag, som tillod at man kunne bruge de empiriske undersøgelser som vidnesbyrd om verdens indretning.

* * *

Teoriens betydning for den empiriske videnskab er særligt tydeligt, netop når det gælder nogle af de videnskaber, som i særdeleshed har været med til at drive den videnskabelige revolution. Herunder ikke mindst den moderne fysik, hvor de empiriske forsøg i dag stort set udelukkende fortolkes på baggrund af komplicerede teorier og ligninger, hvis indre konsistens er afgørende for fortolkning af målinger og forsøgsresultater.

En regnefejl kan således være lige så ødelæggende for resultatet, som en fejlmåling.

Bag denne brug af teorier, matematiske ligninger og beviser, ligger der imidlertid en antagelse, som blot sjældent udsiges direkte: nemlig at verden ikke blot findes uafhængigt af os, men at den også opfører sig på en forudsigelig og konsistens måde.

Det vil sige, at hvis man udfører den samme handling (under kontrollerede forhold) gang efter gang, vil man få det samme resultat. Uden denne grundlæggende antagelse (som ganske rigtigt svarer til de empiriske iagttagelser, men som strengt ikke kan efterprøves empirisk), ville moderne fysik ganske simpelt ikke kunne lade sig gøre.

Denne forudsigelighed har man døbt ”naturlovene”: love, der adskiller sig fra enhver anden form for love, vi ellers kender, ved at man ikke selv (og naturen heller ikke) kan vælge om, hvor vidt man overholder dem eller ej.

Brydes en af naturlovene får man ikke en straf. Men får tværtimod en belønning, og ”loven” må skrives om. Hele omdrejningspunktet for den moderne videnskab er således, at den beror på en overbevisning om, at verden opfører sig på en forudsigelig og fastlagt måde, hver gang man foretager sig noget bestemt.

* * *

Selvom de har et helt andet udspring, og der drages en helt anden konklusion af de to, har denne overbevisning om verdens grundlæggende tilregnelighed en tydelig parallel i den religiøse overbevisning om, at alt ikke sker tilfældigt, men derimod efter en vis orden.

Videnskab og religion deler dermed ikke blot den grundlæggende overbevisning om, at der findes en sandhed som er uafhængig af os, og som vi kan lære at kende. De deler også overbevisningen om, at man kan opstille en sammenhængende beskrivelse af denne virkelighed, som er konsistent med sig selv.

Dette er ikke blot tilfældet for religionen, hvor det er udtryk for en guddommelig orden (eller harmoni), men også for videnskaben, hvor det er en forudsætning for at man overhovedet kan opstille love, regler og udføre eksperimenter.

* * *

At to af de grundlæggende antagelser deles af religion og videnskab, betyder imidlertid langt fra, at man kan betragte dem som identiske eller ligeberettigede.

Hvor vidt man kan bruge deres svar eller deres forestillinger til noget, handler imidlertid ikke blot om, i hvor høj grad man har tiltro til, at de (på hver deres måde) formår at afdække en flig af den grundlæggende sandhed eller virkelighed, som begge har som forudsætning.

Det afhænger også af, hvad man egentlig ønsker at vide noget om.

Hvad man spørger om, så at sige.