rationalitets-illusionen

eller:

hvorfor overbevisning og evne til at argumentere sjældent følges ad

Kender du det?

Du er helt overbevist om, at du ved, hvad du mener om et bestemt emne. Og du er også 100 procent sikker på, at du også vil kunne argumentere for, hvorfor du mener, som du mener, hvis nogen skulle spørge. Jo stærkere din overbevisning er, jo mere sikker bliver du endda på, at du også har denne evne til at forsvare dine synspunkter.

Sådan tror jeg faktisk, det fleste af os har det. I hvert fald indtil vi bliver spurgt. For når vi rent faktisk bliver bedt om at redegøre for vores holdninger, så er det ofte som om, vi ikke lige kan finde alle de gode argumenter, som vi bare ved, vi havde parat.

Årsagen til at vi ind imellem har denne fornemmelse, behøver intet at have at gøre med glemsomhed. Det skyldes tværtimod en simpel mekanisme, som resulterer i dette paradoks: at hvor overbevist man er om en bestemt holdning, og om at man også vil være i stand til at argumentere for den, jo større forskel vil der være mellem denne overbevisning og ens reelle evne til at forsvare sit standpunkt!

illusionen om vores egen rationalitet

Der er kort sagt ingen sammenhæng mellem, hvor overbevist man er om, at man ville kunne argumentere for sin sag, og hvor god man rent faktisk er til det.

At dette ikke er tilfældet, skyldes næppe at man udvikler en særlig glemsomhed som følge af stærke overbevisninger. Det skyldes snarere, at vores overbevisninger i langt højere grad, end vi måske bryder os om at tænke over, udspringer af mere udefinerbare mavefornemmelser, frem for af rationelle argumenter, som vi kan gengive for andre.

Problemet er blot, at vi ikke desto mindre opfatter det omvendt, og tror stædigt og inderligt på, at vi så godt som altid er rationelle og logiske væsener, hele vejen igennem. Og dermed naturligvis også kan argumentere for vores overbevisninger - også selvom det typisk ikke er tilfældet i praksis.

Om ikke andet, så kan dette være (endnu) en god grund til ind i mellem at være lidt skeptisk over for personer, med åbenlyst tilkendegiver deres markante overbevisning om deres egne holdninger. For selvom de selv føler sig dybt overbevist om, at de også vil kunne argumentere for, hvorfor netop disse holdninger skulle være så meget bedre eller mere gennemtænkte end andre, er det langt fra altid sådan, at denne overbevisning rent faktisk holder stik i praksis.

det nødvendige vægelsind

Dermed ikke være sagt, at mere vægelsindede er bedre til at argumentere for deres holdninger. Blot må man erkende, at dette vægelsind i virkeligheden er et udtryk for en større realitetssans omkring, hvor godt vi generelt er til at argumentere for vores holdninger og overbevisninger.

Vil man imidlertid gerne nyde godt af både en fast overbevisning og undgå at falde for illusionen om, hvor godt man kan argumentere for sine egne holdninger (når dette slet ikke er tilfældet), er der tilsyneladende kun en kur: At sørge for at udsætte sig selv og sine holdninger for stadig udfordringer.

Ovenstående illusion kan kort sagt kun brydes ved at man til stadighed reflekterer over alle de argumenter, som kan anføres imod den holdning man har. At man til stadighed udfordrer sig selv og sin overbevisning, og konstant og med åbne øjne overvejer, om man i virkeligheden også har så meget ret, som man nu gik og troede.

Kort sagt: den som er bedst til at argumentere og forsvare sine holdninger, er sjældent den udadtil mest overbeviste med de mest markante holdninger. Det er derimod den, som ikke blot forsvarer sine holdninger, men som har modet til stadighed at afprøve disse holdninger ved at reflektere over og overveje de mange modargumenter, som kan fremføres mod disse overbevisninger.

reference:

Fisher M, Keil FC (2013) The Illusion of Argument Justification. Journal of Experimental Psychology: General (i trykken). http://psycnet.apa.org/psycinfo/2013-08922-001/

kan du give mig en ekstra hånd?

skrevet og redigeret af Thomas Thaulov Raab

Svaret er faktisk: ja.

Dette skal vel at mærke ikke forstås sådan, at det er mit nummer du skal ringe op, næste gang du skal have hjælp med at flytte (og egentlig ikke har lyst til selv at slæbe alle de tunge ting). Det er med andre ord ikke et udtryk for, at jeg generelt har en ustillelig trang til at hjælpe dig med andre praktiske gøremål.

Det skal derimod forstås helt bogstaveligt: hvis man blot har forstået, hvordan hjernen fungerer, og hvordan vores opfattelse og oplevelse af vores egen krop dannes ud fra de signaler, som hjernen modtager fra vores omverden, så kan det faktisk lade sig gøre, helt konkret, at give en anden person en ekstra hånd.

Eller rettere sagt: det kan i hvert fald lade sig gøre, at få dem til at føle det som om, de har en hånd mere end de plejer!

er du min gummiarm?

Før vi kan nå så langt, skal vi imidlertid kigge lidt nærmere på en illusion, som efterhånden er blevet en nyklassiker inden for hjerneforskningen. Den såkaldte gummihåndsillusion.

Denne illusion består kort sagt i, at man skaber en følelse af ejerskab over en håndattrap lavet af gummi.

Fremgangsmåden er som følger: man placerer sin højre hånd på bordet foran sig. Der opstilles ny en plade, sådan at man ikke kan se denne hånd. På den anden side af pladen, helt synligt, placeres nu en gummihånd, som dækkes med et klæde for enden, så man ikke kan se, at den ikke hører naturligt til kroppen.

Sådan arrangeret tager forsøgslederen nu to identiske små koste eller pensler, og pensler forsigtigt og samtidig begge hænder, både den rigtigt og den kunstige, mens forsøgspersonen ser på. Efter et kort stykke tid vil det nu føles for forsøgspersonen som om, at den kunstige hånd (og ikke længere den rigtige) er en del af hans (eller hendes) krop!

Forsøget afsluttes ofte på den lidt brutale måde, at forsøgslederen nu tager en hammer og truer med at slå den ned i den falske gummihånd - hvor ved forsøgspersonen typisk farer op i panik over den kommende, forventede smerte!

Det hører med til historien, at forsøget har vist sig at fungere bedst med højre hånd og knapt så effektivt med venstre, eller f.eks. med en af fødderne. På samme måde fungerer forsøget tilsyneladende kun med en falsk hånd. Man har f.eks. haft svært ved at overbevise personer om, at andre tilfældige genstand (som f.eks. en træklods) skulle være en del af deres krop.

den usynlige hånd

Se, en ting er at vi kan føle ejerskab over en gummihånd, som opfattes som en del af vores egen krop.

Illusionen kan faktisk også skabes helt uden gummi-model!

Hvis man gennemfører ovenstående eksperiment, men undlader gummihånden (!), sådan at man blot pensler med den lille kost ud i den tomme luft, opstår der en lignende illusion, hvor forsøgspersonen i stedet for en gummihånd, føler det som om at de har en usynlig hånd!

Beder man dem pege (med venstre hånd og med lukkede øjne) at pege på deres højre hånd, vil de f.eks. pege på dér, hvor denne "usynlige hånd" burde befinde sig (dvs. dér, hvor man har penslet med kosten i den tomme luft), i stedet for på deres rigtige hånds placering.

At berøre den usynlige hånd skaber tilmed aktivitet i den samme del af hjernen, som normalter involveret i vores kropsfornemmelse, selvom der strengt taget ikke modtages signaler fra følesansen, men udelukkende fra synssansen.

Det mest overraskende ved denne mulighed for at skabe en følelse af ejerskab af en usynlig hånd er dog nok (som en af forskerne bag forsøgene udtrykker det): "… at synet af en fysisk hånd spiller en bemærkelsesværdig lille rolle for hjernen, når det gælder om at skabe en oplevelse af ens eget fysiske selv!"

den ekstra hånd

Gummihænder og usynlige hænder … det er jo alt sammen meget godt. Men jeg lovede jer jo, at jeg kunne forklare, hvordan man fik en ekstra hånd?

Metoden er her faktisk mere end lige til: Man gentager faktisk bare det oprindelige forsøg med gummihånden. Forskellen er nu bare, at man - udover gummihånden - lader forsøgspersonens egen arm og hånd være synlig ved siden af gummihånden, mens man stryger dem begge med den lille kost!

Det utrolige er nu, at det ikke er nok med at illusionen stadig fungerer, selvom begge hænder er synlige samtidig. Efterhånden som man får strøget hænderne tilstrækkeligt mange gange, vil begge hænder (både den rigtige og den af gummi) begynde at føles som en del af ens krop!

Viola! Man har nu fået en ekstra hånd at gøre godt med!

med hvilket formål?

Udover det interessante i at man på denne måde kan manipulere med vores kropsopfattelse, stiller disse forsøg naturligvis nogle spørgsmål. Det første er, hvad man egentlig kan bruge det til? For selvom gummihånden rigtigt nok føles som en del af ens krop, kan man jo f.eks. ikke rigtigt bruge den til noget, da man ikke kan kontrollere den.

Men selvom forsøgene faktisk siger mere om vores kropsopfattelse og hvor fleksibel denne er, end de har nogen direkte praktisk anvendelse, så er de ikke desto mindre medvirkende til at skabe en vis forventning om, at man i vidt omfang også vil kunne fremstille reelle, mekaniske proteser, som man med de rette manipulationer af følesansen, i meget vid grad vil opfatte som en naturlig del af ens egen krop.

Og dette helt uanset, om man rent faktisk i forvejen mangler disse lemmer - eller blot har lyst til f.eks. en ekstra hånd!

referencer:

Guterstam A, Gentile G, Ehrsson HH (2013)  The Invisible Hand Illusion: Multisensory Integration Leads to the Embodiment of a Discrete Volume of Empty Space. Journal of Cognitive Neuroscience, i trykken.

Guterstam A, Petkova VI, Ehrsson HH (2011) The Illusion of Owning a Third Arm. PLoS ONE 6(2): e17208.

Botvinick M, Cohen J (1998) Rubber hands 'feel' touch that eyes see. Nature, 391: 756.

den politiske vendekåbe

Et af de mest opsigtsvækkende studier af ikke blot vores manglende selvindsigt, men også den manglende konsekvens i vores holdninger og overbevisninger, er et studie af politiske holdninger, som blev udført i Sverige inden det seneste valg.

Helt konkret gik forsøget ud på, en række vælgere blev spurgt ud om politiske mærkesager. Efter at have besvaret disse spørgsmål, fik de en oversigt præsenteret, som viste hvordan deres svar stemte overens med de holdninger, som blev repræsenteret af de to forskellige politiske fløje, der i Sverige er stort set de samme som i Danmark, dvs. rød og blå blok. Efter denne gennemgang blev de bedt om at tilkendegive, hvad de regnede med at stemme på til selve valget.

Hele tricket i forsøget bestod imidlertid i, at der uden at forsøgspersonerne bemærkede det, foregik et bytte af svar, sådan at den liste af svar, som deres politiske tilhørsforhold blev bedømt på, i virkeligheden var en manipuleret udgave, hvor lidt over halvdelen af svarene var ændret på en sådan måde, at det samlede skema placerede dem på den modsatte politiske fløj af, hvad deres oprindelige svar ville have gjort.

samfundsrelevante spørgsmål

Hvad angår selve spørgsmålene omhandlede de primært emner, som havde været centrale i valgkampen og i det hele taget havde været i fokus i den offentlige debat. Dvs. emner som den kriminelle lavalder, velhaverskat (eller som vi kalder det: millionærskat) skat, internet- og telefonovervågning, tvangsfjernelse af problembørn fra skoler, barselsorlov, skattelettelser på lønarbejde, genindførelse af atomenergi, omfanget af privathospitaler, om gratis sundhedsydelser, størrelsen på arbejdsløshedsunderstøttelsen, osv.

Alt sammen emner, som med god ret kan tillade sig at antage, at de fleste personer har haft muligheden for at danne sig en bestemt mening om.

henover midten

Det bemærkelsesværdige ved forsøget var ikke kun, at kun 22 procent af de ændrede svar blev opdaget, eller at hele 92 procent af svarerne accepterede alle manipulerede svar som deres egne. Selvom tallene kan virke overvældende er det faktisk omtrent hvad man måtte forvente, set i lyset af at tidligere studier gentagne gange har vist, at det ikke er synderligt svært at få forsøgspersoner til at antage manipulerede svar som deres egne, selv hvis de afviger en hel del fra det oprindelige svar.

Ud fra et demokratisk synspunkt var det mest bemærkelsesværdige derimod, at hele 48 procent af de adspurgte, efter at have været konfronteret med de manipulerede svar, som placerede dem i den anden fløj af det politiske spektrum, faktisk viste sig åbne for at stemme anderledes, end de tidligere havde tilkendegivet de ville gøre. Af disse 48 procent skiftede hele 10 procent, dvs. hver tiende af samtlige adspurgte, ligefrem fra at stemme på et klart venstrefløjsparti til at stemme på et højrefløjsparti, eller omvendt. Dvs. det helt modsatte i forhold til deres oprindelige overbevisning.

er vi alle tvivlere?

Dette taler dels imod det udbredte dogme, at det i valgkampe primært handler om at kapre stemmer fra de personer, som åbenlyst erkender, at de endnu ikke har besluttet sig for, hvad de stemmer på. Tværtimod var der en tendens til, at de personer som var i tvivl inden forsøget, stadig var det efter forsøget. Står ovenstående resultater til troende er der derimod mulighed for, at personer, som mener allerede at have besluttet sig, i høj grad kan påvirkes til at skifte holdning - og dermed sætte krydset at andet sted end de hidtil har givet udtryk for.

Det mest tankevækkende er dog, at det ikke spillede nogen synlig rolle, hvor stærkt overbevist de adspurgte var om deres holdninger, inden forsøget begyndte. Personer, som mente sig stærke i deres politiske overbevisning, lod sig således påvirke i samme grad som personer, som gav udtryk for at være mere vægelsindede.

I den forstand lægger dette studie sig op af flere og flere andre studier, som i stigende grad peger på, at vores tro på, hvor faste og urokkelige vores meninger er, i virkeligheden er en illusion, og at vi faktisk er langt mere påvirkelige, end vi lige går og tror.

Og værre endnu: at vi stadig er påvirkelige, selvom vi er fast overbeviste om, at det ikke er tilfældet!

referencer:

Hall L, Strandberg T, Pärnamets P, Lind A, Tärning B, Johansson P (2013) How the Polls Can Be Both Spot On and Dead Wrong: Using Choice Blindness to Shift Political Attitudes and Voter Intentions. PLoS ONE, 8(4): e60554. http://www.plosone.org/article/info:doi/10.1371/journal.pone.0060554

Magical survey shows voters are less partisan than indicated by polls. Pressemeddelelse fra Lunds Universitet, d. 11. april 2013: http://www.lunduniversity.lu.se/o.o.i.s?id=24890&news_item=6037

Video-demonstration af forsøget fra Lunds Universitet: http://www.lucs.lu.se/cbp