søgen efter sandheden

Når talen falder på forholdet mellem religion og videnskab i disse år, er det så godt som altid for at fremhæve forskellene mellem de to. I iveren efter at skelne tydeligt mellem disse to forskellige måder at gribe forståelsen af vores verden an på, overser man imidlertid typisk den grundlæggende lighed, som faktisk også eksisterer mellem religion og videnskab.

Fælles for både religion og videnskab, står nemlig et enkelt, grundlæggende udsagn, som ganske simpelt er hele forudsætningen for, at begge kan bedrives. Nemlig: … at der findes en sandhed eller en virkelighed, som vi (i hvert fald delvist) kan afdække og/eller erkende …

Religion og videnskab deler dermed i sidste ende deres grundlag. Og deres egentlige modsætning er ikke hinanden, men derimod forestillingen om, at der slet ikke findes nogen virkelighed eller sandhed, vi kan erkende, men at alt er kaotisk og tilfældigt, uden mål og med (eller afhænger ensidigt af betragteren).

* * *

Uden ovenstående antagelse ville hverken religion eller videnskab kunne eksistere.

Hvis ikke videnskabsmanden troede på eksistensen af en ydre virkelighed (eller i det mindste en fast regelmæssighed i de begivenheder, man kan måle på), som han kan afprøve sine teorier på, ville videnskaben være ramt i sin grundkerne og reduceret til tilfældigt gætteri. Det er kun fordi videnskaben tror på eksistensen af en ydre verden eller en fast lovmæssighed, som kan give svar på de spørgsmål, vi stiller (ved at udføre eksperimenter)*, at den overhovedet giver mening og kan lade sig gøre.

Uden noget at afprøve sine teorier på, ville videnskaben ikke længere være videnskab.

På samme måde ville religionen miste hele sit ståsted, hvis troen på, at der findes en guddom, som - uanset hvor uransagelige dens veje end er - virker efter principper, som i sidste ende er udtryk for en grundlæggende kærlighed og barmhjertighed (eller hvad man nu engang lægger mest vægt på) til verden, blev erstattet af en erkendelse af, at alt foregår tilfældigt og komplet planløst.

Der ville kort sagt ikke længere være tale om religion.

Videnskaben og religionen deler således den måske væsentligste grundantagelse: … at der findes en sandhed eller en virkelighed, som eksisterer uafhængigt af os, og som vi kan afdække og (i hvert fald delvist) erkende.

Forskellen er i virkeligheden blot, hvordan man forestiller sig, at denne erkendelse bør foregå.**

* At videnskaben (og naturligvis i særdeleshed naturvidenskaben) samtidig har været medvirkende til at sandsynliggøre eksistensen af en sådan ydre virkelighed, en ”sandhed”, som vi kan holde vores teorier op i mod, er for så vidt en anden (men ikke urelateret) sag.

** og som følge heraf naturligvis også hvilket billede af denne virkelighed, man finder frem til.

* * *

Når det gælder spørgsmålet om, hvordan vi kan (og bør) gribe sagen an, når vi ønsker at forstå den verden vi lever i, er der imidlertid ganske alvorlige forskelle mellem religion og videnskab.

Ikke desto mindre er det faktisk sådan, at begge dele - i kraft af deres accept af en virkelighed som rækker ud over det enkelte menneske og dets forestillinger - som udgangspunkt erkender, at vi kun kender en del af sandheden og at den opfattelse, vi har af verden og dens indretning, i princippet kan blive ændret i takt med at vi erkender mere og mere af sandheden.

Inden for videnskaben sker dette, når vi gennem eksperimenter, målinger og gentagne efterprøvninger erfarer noget nyt om verden. Inden for religionen sker det (historisk set) primært gennem åbenbaringer, som typisk er rettet mod en enkelt person, men som senere deles med hele det religiøse fællesskab.

* * *

Der er unægtelig (igen) stor forskel mellem videnskabelig efterprøvning af teorier og guddommelige åbenbaringer. Det er der ingen grund til at benægte, men tværtimod alt mulig grund til altid at huske og altid have med i baghovedet, når man diskuterer forholdet mellem religion og videnskab.

Formår man imidlertid (blot et kort øjeblik) at sætte sine fordomme i parentes og undertrykke de ofte nærmest refleksagtige reaktioner imod det religiøse verdensbillede, som mange nulevende mennesker har udviklet, vil man imidlertid kunne konstatere, at grundlaget for religion og videnskab i vidt omfang er det samme.

Nemlig dette: … at der findes en grundlæggende virkelighed, som man kan erkende, og som man må holde sine egne (indbildte?) forestillinger om verden op imod, hvis man vil kende sandheden. Og at man altid er nødt til at være åben over for at ændre sine egne holdninger og sit eget syn på verden, når man mødes med vidnesbyrd om, at tingene faktisk forholder sig anderledes, end man troede.

* * *

Mens vi er blevet vant til at opfatte videnskaben som sandheden og religionen som indbildning, er sagen faktisk langt mere speget: Både religion og videnskab er et forsøg på at erkende, hvordan verden virkelig er.

Man kan mene om deres fremgangsmåder, hvad man vil. Man kan (i dén grad!) være uenig i de konkrete resultater, som man i hvert enkelt tilfælde kommer frem til. Men i bund og grund er målet det samme: at fatte og forstå verdens indretning (om man så ser dette som Guds skaberværk eller ej).

Dette er blandt årsagerne til, at - i modsætning til i dag, hvor de to typisk betragtes som hinandens modsætninger - religionen faktisk i den europæiske kulturhistorie var medvirkende til at danne grobunden for udviklingen af den moderne naturvidenskab (som med tiden skulle vise sig at blive brugt som et af de stærkeste argumenter imod religionen).

* * *

At religion og videnskab deler deres grundlæggende vilkår med hinanden, nemlig at der findes en sandhed, som vi kan søge at erkende, betyder naturligvis langt fra at de er identiske eller kan erstatte hinanden.

Som vi skal se i de følgende artikler, er der således stor forskel på, ikke blot hvordan de bærer sig ad med at forsøge at erkende verden, men også hvad det egentlig er, de forsøger at erkende.

de første hjerner

De tidligste hjerner (som opfylder de mest basalekriterier for at være hjerner) opstod hos en eller flere af de dalevende ormelignende dyr for mere end 700 millioner år siden. Der var tale om en simpel samling af nerveceller i forenden af dyret, forbundet med resten af nervesystemet i kroppen via nogle nervestrenge, som løb i så godt som hele dyrets længde.

Denne form for hjerne findes stadig i dag hos flere forskellige former for orme.

Mere specialiserede hjerner findes i flere af de overordnedes dyregrupper i dyreriget. De mest komplekse hjerner i dyreriget findes således blandt leddyr (primært blandt insekterne), bløddyr (som blæksprutter), og hvirveldyr (vores egen dyregruppe).

Et af de store spørgsmål omkring hjernens oprindelse er, hvorvidt hjernen er opstået parallelt flere gange i forskellige udviklingslinjer, eller om alle nuværende hjerner er udviklet af en oprindelig urhjerne (som må være opstået blandt nogle af de tidligste bilaterale dyr, dvs. dyr som er symmetriske om midteraksen)?

Uanset hvad svaret på dette spørgsmål er: om alle hjerner er udviklet fra en og samme oprindelige urhjerne, eller om hjernen er opstået flere gange i udviklingshistorien - så tyder alt i hvert fald på, at komplekse hjerner er opstået (mindst) tre gange, uafhængigt af hinanden, i tre forskellige dyregrupper: blandt leddyr, blandt bløddyr og blandt hvirveldyr.

Selvom der kan påvises en række ligheder mellem disse tre forskellige typer af hjerner, de mest avancerede i dyreriget, så findes der altså tre forskellige, forholdsvis avancerede og komplekse, typer af specialiserede hjerner: leddyrhjernen (eller insekthjernen), bløddyrhjernen (eller blækspruttehjernen) og hvirveldyrhjernen.

Fælles for disse hjerner er, at selvom de enkelte dyrearters hjerner udviser forskellige specialiseringer, er de alle variationer over en fælles grundplan, som går igen hos de øvrige dyr, som tilhører den samme gruppe af dyr.

Menneskehjernen er - trods sit store omfang og sine specialiseringer - dermed i bund og grund en variation over et grundlæggende tema, den grundlæggende hvirveldyrhjerne, som går igen hos en lang række andre dyr.

at tænke med røven

Allerede ud fra den mest basale definition af hjernen, kan man drage nogle simple konklusioner:

1) hjernen er en sammenklumpning af nerveceller i dyrets forreste ende.

Dyrets forende er normalt samtidig det sted, hvor føden indtages og hvor munden er placeret. Selvom der for så vidt ikke er noget i vejen for, at man kunne forestille sig et dyr med hjernen placeret i den anden ende (som dermed, nærmest bogstaveligt, ”tænkte med røven”), er hjernen hos alle nulevende dyr, uden undtagelse, placeret i dyrets forende, i nærheden af munden, hvor føden oftest indtages.

2) hjernen er ansvarlig for den overordnede koordinering af dyrets adfærd.

Dette er naturligvis kun noget vi kan observere hos nulevende dyr. Men man kan dog slutte sig til, at det sandsynligvis har forholdt sig lige sådan for uddøde dyrearter (i det omfang deres hjerner er opbygget på samme måde som hjerner hos nulevende dyrearter). Forudsætningen for, at vi kan tale om en egentlig hjerne er således, at den modtager (størsteparten af) signalerne fra sanseapparatet, og er i stand til at kontrollere eller regulere dyrets adfærd og bevægelser.

Det dermed langt fra noget tilfælde, at de fleste af sanseorganerne hos langt de fleste dyr med hjerner, befinder sig i hovedregionen.

* * *

Til sammen betyder de to kriterier, at selvom man lejlighedsvis hører tale om, at vi også skulle have en ”hjerne i maven”, så må det strengt taget betragtes som noget sludder. Vi har rigtigt nok en stor samling nerveceller også i mavetarmkanalen (kaldet det enteriske nervesystem, eng. enteric nervous system), men da dette ikke kan siges at øve nogen afgørende indflydelse på vores overordnede adfærd, bl.a. i kraft af dets manglende forbindelser til både sanseapparat og muskulatur, kan der ikke være tale om en hjerne i nogen gængs forstand.

Havde det været tilfældet, burde man i øvrigt, frem for ”mavehjernen”, snarere have døbt den ”tarmhjernen”.

referencer:

Michael Gershon (1998) The Second Brain. The Scientific Basis of Gut Instinctand a groundbreaking new understanding of nervous disorders of the stomach and intestine. Harper Collins, New York.

Max Berner Hansen (2003) Oversigtsartikel. Det enteriske nervesystem. Ugeskrift for Læger, 20. oktober 2003, 165/43: 4097-4101.

hvad er en hjerne?

HJERNEN er en del af nervesystemet. Hos mennesket er det klart den mest dominerende del, at både størrelse og funktion. Men sådan er det langt fra hos alle dyr. Hos mange dyrearter er det tværtimod andre dele af nervesystemet som er dominerende, i hvert fald af størrelse.

Det første og vigtigste spørgsmål er derfor, hvordan hjernen egentlig adskiller sig fra resten af nervesystemet.

Før man taler om en egentlig hjerne, er der typisk to kriterier, som skal være opfyldt:

1) der skal være tale om en sammenklumpning af nerveceller i dyrets forreste ende, og

2) denne samling af nerveceller skal være ansvarlig for den overordnede koordinering af dyrets adfærd.

Disse kriterier er naturligvis baseret på studier af, hvordan hjerner rent faktisk optræder i naturen. Man kunne således sagtens forestille sig at det forholdt sig anderledes. Det er blot ikke tilfældet.

Selvom der kun er tale om den mest basale definition af hjernen, kan man ikke desto mindre allerede ud fra disse to kriterier, drage en række konklusioner om hjernen hos nulevende dyr. 

om dannelse

Leder man efter en definition af begrebet dannelse, vil man hurtigt opdage, at der findes en lang række forskellige (og delvist modstridende) opfattelser er, hvad dannelse egentlig er [1][2].

I vores øjne handler dannelse imidlertid primært om evnen til at hæve sig over den aktuelle situation og de øjeblikkelige skærmydsler og se det hele i et større perspektiv.

Dannelse handler dermed i sidste ende om livets store spørgsmål:

HVEM ER VI?      HVOR KOMMER VI FRA?      HVOR SKAL VI HEN?

Når dannelse indbefatter en bred viden om kultur, historie og videnskab, handler det hverken om at kunne imponere andre med sin udenadslære eller om at kunne demonstrere, at man tilhører en særlig kultur eller tradition. Det handler derimod om, at dette ikke blot er den bedste, men muligvis også eneste, vej til en forståelse af, hvem vi er og hvor vi kommer fra.

Når man vi stadig læser stor litteratur, er det ikke fordi, det er særlig fint eller fornemt. Der er derimod fordi stor litteratur beskæftiger sig med de store, de eviggyldige spørgsmål.

Når vi stadig interesserer og for historie og idéhistorie, selvom de omhandler tider, som for længst er gået og borte for altid, skyldes det ikke en besynderlig trang til at dvæle ved fortiden, men derimod at en grundig viden om fortiden, er den eneste måde, vi kan væbne os på mod fremtiden.

På samme måde er et (det være sig nok så overfladisk) kendskab til det videnskabens aktuelle verdensbillede en simpel forudsætning for at forstå de muligheder, vi har for at begå os her i verden.

Dannelse handler kort sagt ikke om støvede bøger og forældede idealer. Det handler om at have modet og lysten til at kaste sig over livets store, grundlæggende spørgsmål:

referencer:

[1] dannelse - artikel på dansk Wikipedia.

[2] dannelse - opslag på Den Store Dansk (Gyldendals åbne encyklopædi).

om hjernen

Gennem de senere år har vi oplevet en stigende interesse i at høre og lære om, hvordan hjernen fungerer. En udvikling, vi naturligvis byder velkommen. En god og solid viden om hjernen er ikke blot den sikreste vej til, men efterhånden også en nødvendig forudsætning for, en overordnet forståelse for, hvorfor vi tænker, handler og føler, som vi gør.

Inden vi uforvarende kommer til at forveksle hjerneforskere med profeter (med videnskabsjournalisterne som deres talrige apostle), bliver vi imidlertid nødt til at forstå, hvorfor hjernen er så afgørende for at forstå, hvordan vi tænker, handler og føler.

Kun ved at gøre os helt klart, hvad det er for nogle spørgsmål, hjernen og hjerneforskningen kan besvare,  kan vi gøre os håb om også at kunne forstå, hvordan svarene på disse spørgsmål egentlig skal fortolkes.